Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest

Historien bag

Noget af det jeg selv har kunne mærke var at det værste var ikke skizofrenien, men at da jeg os blev ramt af skizofrenien at jeg os kom tilbage til barndommen og at jeg havde været ramt at Stockholm Syndrom, det var som at kæmpe mod tyngdekraften, nemmest fucking umulig. 

Jeg havde følt at jeg havde været udsat for overgreb i en rigtig tidlig alder, og jeg har kunne mærke at jeg ikke havde været mere end 3-4 år gammel da overgrebet havde sket, og at det havde skabt en så dyb afhængighed til personen der gjorde det havde været ramt af skizofrenien os kæmpede med traumer, minder og følelser der aldrig havde været mine, jeg havde nærmest kunne kigge direkte på hendes liv på nethinden, og jeg havde os sådan nogen traumer i kroppen der var langt fra mine egne, der var rummeringer, fiksering og tilbage vending til minder jeg intet kunne gøre ved, bare for at få et hint af mors kærlighed, og det havde os været så svært for mig at kunne skelne mellem hvad jeg enlig kunne mærke hvad der var midt, og hvad der var en andens. 

 

Dette var noget af det jeg kunne gøre ved det;

  • Spørg mig sig om “Hvad mærker jeg” Holde min jordforbindelse og sørge for at være i kontakt med naturen. Undgå at “besøge” de følelser, traumer og tanker der ikke var mit ved at aflede mig selv så hurtigt som muligt.
  • Anerkende lige præcis hvad der lige nøjagtigt går tabt hvis den tilknytning ikke er der længere, og det gjorde jeg. Jeg måtte anerkende at mine følelser, behov, og nødvendighed for moderlig kærlighed samt anerkendelse og bekræftelse da jeg var en lille dreng bare ikke blev mødt. Dengang var kærlighed nødvendig for overlevelse, sådan har jeg det ikke længere. Det var en tilknytning til en moders utilgængelig kærlighed der gik tabt da kvinden havde prøvet at tage min kærlighed til hendes gode, så det var mig der skulle leve op til hendes behov, og rollerne var blevet byttet. Det var smertefuld at anerkende, og jeg kunne mærke at jeg havde følt mig så ked af det uden. Men det var en nødvendighed for at den lille dreng jeg havde i mig kunne komme ud af det traume han havde sat fast i.
  • Skrive og tænke over hvordan jeg selv ville kunne imødekomme de behov.
  • Vrede og visuel konfrontering af angriberen da kvinden desværre var død, så visuel øvelser var rigtig godt. Vreden blev bedre og bedre, for det er somme tider med Stockholm syndrom at man kommer til at retfærdig deres opførsel og har svært ved at komme væk fra den person der overgreb dem da hjernen havde gået i survival mode og forpligtet sig til personen i form af at man skal overleve i sine omgivelser da der ingen andre muligheder var for overlevelse. I mit tilfælde havde mindet været blokeret ude og jeg havde skabt mig en “ven” i kroppen som hjalp med at jeg kunne fortsætte livet uden noget at mærke, der blev simpelthen bare lukket af for at mærke sig selv, indtil alt det undertrykte kom frem i 2020 og jeg kolliderede med stress og skizofreni, og en kamp mod Stockholm syndrom.
  • Selvkærlighed var rigtig vigtigt for mig. For jo mere jeg byggede min egen kærlighed op, jo mere kunne jeg presse ud af min krop som ikke var mit.
  • At finde udløseren til hvad der kunne udløse et trauma bånd for mig så jeg med det samme begyndte at tilpasse mig personen og suge deres person til mig. Hvilket for mig var seksuelt eller at hvis jeg blev vred eller stod op for mig selv, eller hvis en havde følt sig sur, så ville jeg med det samme gå i trauma mode. Så det var vigtigt for mig at lære at kunne håndtere disse ting og stoppe med at tro på at de altid handlede om mig.
  • Mærke mine egne grænser. Skrive om dem, og bygge sikre gode tilknytninger til mennesker op. 
  • Arbejde med projekteringer – Det er således at man med Stockholm syndrom nærmest kan blive som 1 enhed i stedet for 2 separate mennesker. Og hvad jeg lærte her var at rigtig meget af mit eget “jeg” var projekteret ud i verden fordi at jeg havde skulle gøre plads til en anden i min krop, så det fandt jeg faktisk ret fedt at lære, så kunne jeg lære mere om mig, og presse en anden ud, så jo bedre jeg blev til alle de ovenstående ting, jo bedre blev jeg til at mærke mig selv, og blive min egen enhed igen. Det var os vigtigt for mig at lære at stoppe med at mistolke folks vrede eller dårlige behandling af mig, som en form for kærlighed jeg havde kunne tilknytte mig til eller tilpasse mig. Sommetider hvis der var en der blev sur eller vred på mig kunne jeg godt mistolke det som om at jeg var nødt til at sikre mig deres kærlighed for at overleve, så jeg ville komme til at “fejl elske” dem, det håber jeg gir mening.
  • Selvopfattelse – Jeg lærte at det i sær havde været vigtigt for mig at mærke efter hvem jeg var og øve mig i at forestille mig selv som den person visuelt, altså virkelig leve mig ind i det. For med Stockholm Syndrom kan der ske det at man sammenligner sig selv så meget med personen der begik overgrebet at man får en forkert selvopfattelse. Så jeg lærte at det var så gude vigtigt at bygge mig min egen selvopfattelse. Et eksempel kunne være at jeg sommetider havde opfattet mig selv som en ond person der havde gjort noget rigtig skidt, og jeg havde kunne mærke at det overhovedet ikke var mig. Selv efter at kvinden var død, så havde jeg stadigvæk haft en medafhængighed af kvinden, så dyb at jeg stadigvæk havde følt at hun var i live i min krop, hendes dårlige selvværd, vrede, følelser, tanker, følelser, usikkerhed, udseende, håbløshed og tragiske liv boende i mig som jeg absolut skulle tage mig af hele tiden, så det var svært for mig at gøre hvad jeg virkelig ville selv, og med min kæreste havde det været en udfordring for mig at forpligte mig til hende fordi jeg stadigvæk havde haft en stemme i hovedet der sagde at det går altså ikke fordi jeg altså kun var tilknyttet mor for at overleve hvad den lille dreng havde sat sig fast i.

At have arbejdet med Stockholm Syndrom og er kommet så godt af med det er jeg exceptionelt taknemmelig for, og det her med at kunne mærke sin egen kærlighed, ståsted, værdier, følelser, tanker og tale er fantastisk. Det er en vidunderlig og fantastisk fornøjelse endelig at kunne mærke sig selv, selvom det var ubehageligt i starten, og efter at have været så synkroniseret med et andet menneske så meget som at man nærmest kan høre 2 forskelige slags selvværd, 2 forskellige selvopfattelser, 2 forskellige liv og sommetider kunne det os ske med andre hvis jeg havde tilbragt nok tid med dem, så havde det været ekstremt smertefuldt for kroppen, hjernen, psyken og sjælen at komme af med. Oplevelsen var ligesom at noget overtog en del af ens krop. Jeg ønsker det for absolut ingen.

VAR DETTE INDLÆG NYTTIGT FOR DIG?

DEL GERNE

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email